Bisættelse og begravelse
Når døden rammer, kan det være en stor hjælp at vide, at man ikke står alene. I Sandved Pastorat lægger vi vægt på at støtte de efterladte på en omsorgsfuld og nærværende måde – både i forbindelse med bisættelsen eller begravelsen og i tiden efter, hvor der kan være behov for samtale og støtte.
Rent praktisk skal et dødsfald anmeldes i det sogn, hvor afdøde havde bopæl. Anmeldelsen foretages som regel af bedemanden og indsendes digitalt sammen med lægens dødsattest.
Ved en kirkelig bisættelse eller begravelse kan I henvende jer til bedemanden eller direkte til præsten for at aftale tidspunkt for handlingen samt en forudgående samtale. Ved denne samtale gennemgås forløbet for bisættelsen eller begravelsen, der tales om afdødes liv til brug for en eventuel mindetale, og der aftales valg af salmer samt eventuelle særlige ønsker, fx udgangsmusik.
Efter bisættelsen eller begravelsen vil præsten kontakte de nærmeste pårørende med henblik på et opfølgende besøg. Det er også muligt at få en kopi af talen, hvis dette ønskes.
Spørgsmål vedr. gravsteder bedes rettet til:
Næstved Kirkegårde, Østre Kapelvej 10. 4700 Næstved
Telefon 55 78 05 00. Mail: kontor@naestvedkirkegaarde.dk
Åbnings- og telefontider: Alle hverdage 9.00-12.00